Statstidende - alt du skal vide!

Har du styr på, hvornår og hvordan du skal gøre brug af Statstidende? På denne side kan du finde svar på det og meget mere. Vi kommer blandt andet ind på, hvad du skal gøre i forhold til proklama, dødsfald, konkurser, tvangsauktioner samt likvidering af selskaber.

  1. Dødsfald
  2. Konkurser
  3. Tvangsauktioner
  4. Likvidering af selskab
  5. Hvor finder jeg Statstidende?

Hvorfor kan det være relevant for dig at tjekke Statstidende?

Hvis du har penge til gode hos personer eller virksomheder, bør du jævnligt tjekke Statstidende. Hvis personen/virksomheden, der skylder dig penge for eksempel går bort eller konkurs, vil der blive indrykket et proklama i Statstidende. Når dette er indrykket, kan du gøre krav på at få dine penge fra boet.

Statstidende | Hvad er det? | Hvor er det?

Se video

Dødsfald

Når der sker et dødsfald, skal der indrykkes en særlig meddelelse i Statstidende. Denne meddelelse hedder et proklama. Proklamaets formål er at meddele, at der er sket et dødsfald. Hvis der findes kreditorer til afdøde, så har kreditorerne mulighed for at gøre krav til afdøde gennem afdødes bo.

Statstidende ved dødsfald

Kreditoren kan bede boet om at indfri afdødes gæld. Afdødes gæld skal indfries, før arvingerne får deres arv udbetalt.

Efter proklamaet er meddelt, har kreditorerne op til 8 uger til at gøre deres krav gældende. Dette hedder proklamafrist.

Hvis kreditorerne ikke gør deres krav gældende inden for proklamafristen, bortfalder deres krav for altid (som udgangspunkt). Kreditorerne skal altså sørge for at gøre deres krav gældende, ellers modtager de aldrig deres penge. På fagsprog hedder dette præklusion.

Hvordan er du stillet ved sygdom/demens, død eller skilsmisse?

Få vished om din juridiske situation. Opret et gratis juratjek på 5 minutter.

Konkurser

Hvis en virksomhed ikke betaler sine regninger, kan kreditorerne indgive en konkursbegæring på virksomheden. Virksomhedens ejere kan også erklære virksomheden konkurs, hvis de ikke kan finde en løsning på at betale deres kreditorer.

Siden 1. oktober 2021 har det kostet 1.500 kroner i retsafgift for den, der indgiver konkursen.

Statstidende ved konkurs

Når konkursbegæringen er indgivet, indrykker Statstidende et proklama. Alle kreditorer bliver på denne måde offentligt meddelt, at de kan gøre deres krav gældende til konkursboet. Kreditorerne skal sørge for at indgive deres krav mod konkursboet, inden proklamafristen udløber.

Vidste du: Hvis du bliver senil eller ikke kan træffe beslutninger selv, gør staten det for dig. Bed i stedet dine nærmeste hjælpe dig med en fremtidsfuldmagt.

Betalingsstandsning

Vær opmærksom på, at Statstidende ikke indrykker meddelelser om betalingsstandsninger i Statstidende. Ved betalingsstandsning meddeles virksomhedens kendte kreditorer om betalingsstandsningen.

Tvangsauktioner

Statstidende skal offentliggøre alle tvangsauktioner af ejendomme i Danmark. Tvangsauktioner kan ske, hvis ejeren af ejendommen ikke betaler sine regninger. Hvis ejendommen kommer på tvangsauktion, bliver den solgt til højestbydende.

Statstidende ved tvangsaktioner

Når en ejendom kommer på tvangsauktion, skal tvangsauktionen fremgå i Statstidende senest 14 dage inden auktionen. På Statstidende kan du også finde alle oplysninger om ejendommen. Du kan ligeledes finde tid og sted for tvangsauktionen samt salgsopstilling.

Likvidering af selskab

Når et selskab lukkes, kaldes det at likvidere et selskab. Når et selskab først er likvideret, er der ikke mere at komme efter i selskabet. Det er et lovkrav, at likvidering af selskaber skal ske efter, at offentligheden er oplyst herom. 

Statstidende ved likvidering

Offentliggørelsen skal ske i Statstidende så eventuelle kreditorer kan rette krav mod selskabet, inden det er likvideret. Alle kan rette krav mod selskabet - det er ikke kun kreditorer, der kan rette krav.

Selskaber under likvidering skal betale eventuelle krav fra kreditorer og andre, før selskabet endeligt kan likvideres.

Når selskabet har indrykket oplysning om likvidering, har selskabet opfyldt loven om offentlig oplysning. Det er ikke selskabets ansvar, hvorvidt kreditorer eller andre læser Statstidende. Hvis kreditorer med videre ikke når at rette krav mod selskabet, inden fristen udløber, kan der aldrig rettes krav mod selskabet.

Hvor finder jeg Statstidende?

Statstidende er tilgængeligt for alle og udkommer altid i digital form. Du kan finde Statstidende ved at klikke på dette link.

Har du styr på juraen i hverdagen? Få et gratis juratjek (tager 5 min.)