Hvorfor oprette et testamente?

Et testamente kan være relevant, hvis du vil have indflydelse på, hvem der arver dig, og hvordan arven skal fordeles. Det kan også bruges til at bestemme særeje for en arv og gøre dine ønsker tydeligere for familien.

Testamente | Vigtig information til Dig!

Se video

Du får indflydelse på, hvem der arver og hvor meget

Uden et testamente bliver arven fordelt efter arvelovens regler. Børn arver som udgangspunkt lige, og en ægtefælles arv afhænger blandt andet af, om afdøde efterlader sig børn.

Med et testamente kan du angive, hvem der skal arve, og hvordan den del af arven, du selv kan råde over, skal fordeles.

Du kan ikke gøre børn eller ægtefæller helt arveløse, da de er tvangsarvinge og dermed altid vil have krav på tvangsarven. Tvangsarven udgør i alt 25%. Med et testamente kan du derfor frit disponere over og fordele 75% af arven.

Det betyder i praksis, at et testamente giver dig mulighed for at tilpasse fordelingen af store dele af arven. 

Du kan give særeje med arven

Du kan bestemme i et testamente, at arven skal være særeje for den person, der modtager arven.

Særeje betyder, at arven ikke skal indgå i delingen med arvingens ægtefælle, hvis de skulle blive skilt. Det gælder uanset, hvilken form for særeje der er valgt.

Virkningen af særejet i forbindelse med død afhænger dog af særejeformen. 

Arv modtaget som kombinationssæreje bliver til fælleseje i et ægteskab, hvis arvingen dør som den første. Det giver mulighed for at længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo med arven, hvis der er livsarvinger. Ved fuldstændigt særeje bliver arven ikke en del af delingsformuen ved død og kan derfor aldrig indgå i et uskiftet bo. Den del af boet, der angår arven skal derfor skiftes og fordeles efter arvelovens regler eller et testamente. 

Det kan derfor være en grund til at oprette testamente, hvis du gerne vil tage stilling til, hvordan arven skal indgå i arvingernes ægteskab, kommende ægteskab og eventuelle skilsmisse.

Særeje | Hvad skal du vælge?

Se video

Du gør dine ønsker tydelige for familien

Et testamente kan beskrive, hvordan arven skal fordeles, og hvem der skal modtage bestemte værdier eller genstande.

Det kan give familien en tydeligere retning, hvis der ellers kunne være forskellige opfattelser af, hvad du ønskede skulle ske med arven.

Et testamente er ikke en garanti for, at familien undgår uenighed. Men klare ønsker kan gøre det lettere for dine efterladte at forstå, hvordan du ønsker arven fordelt.

Samlevende bør tage stilling til hinandens arv

Samlevende arver ikke automatisk hinanden efter de almindelige arveregler. Det gælder også, selvom I har boet sammen i mere end to år, eller har børn sammen eller venter barn sammen..

Hvis I ønsker, at den ene samlever skal arve efter den anden, skal I oprette et testamente, der fastlægger arven mellem jer.

Når I opretter et testamente gennem  Dokument 24, tages der højde for mulighederne i jeres konkrete situation og de ønsker, I måtte have.

For samlevende er testamentet derfor en måde aktivt at tage stilling til, om den længstlevende skal arve, og hvor meget.

Læs mere om testamente for samlevende 

Sammenbragte familier kan tage stilling til fordelingen

I en sammenbragt familie kan testamentet bruges til at tage stilling til arven til hinanden og mellem børn fra tidligere forhold og fælles børn.

I kan for eksempel beskrive, hvad der skal ske, når det først af jer går bort, hvem der skal arve, og om I ønsker en bestemt fordeling mellem dine, mine eller fælles børn.

Den ønskede fordeling skal dog respektere reglerne omtvangsarv. Børn har krav på tvangsarv fra forældre, og er I gift, har længstlevende ægtefælle ligeledes krav på tvangsarv. 

Læs mere om testamente for sammenbragte familier

 Indholdet er fagligt kvalitetssikret af Dokument24s jurister

 

Senest opdateret: 1. oktober 2026

Vores jurister er altid klar til at hjælpe

Har du brug for hjælp og vejledning, så sidder vi altid klar til at hjælpe dig videre. Du kan altid ringe på 53701030 eller skrive til vores jurister på info@dokument24.dk.