Hvad er et testamente? 

Et testamente er et juridisk dokument, hvor du skriver ned, hvad der skal ske med din arv, den dag du går bort.

Et testamente skaber et tydeligt overblik over dine ønsker til, hvordan arven skal fordeles, så dine efterladte ikke skal være i tvivl om, hvordan du gerne vil have, at dine værdier bliver fordelt.

Med et testamente har du selv indflydelse på fordelingen inden for de rammer, som arveloven fastsætter, hvilket giver dig stor frihed til at bestemme, hvordan arven skal fordeles. 

Et testamente kan indeholde dine ønsker til, hvem der skal arve dig, og hvordan arven skal fordeles. Det kan for eksempel beskrive:

  • hvem der skal arve dig
  • hvilke andele af arven bestemte personer skal modtage
  • bestemte beløb, værdier eller genstande, der skal gives til bestemte personer
  • arv til velgørende organisationer
  • hvorvidt en arv skal være modtagerens særeje

Et testamente kan altså både handle om den samlede arv og om enkelte ting, der har en særlig økonomisk eller personlig betydning.

Det skal du være opmærksom på

Når du opretter et testamente, skal du være opmærksom på, at du som udgangspunkt ikke kan gøre dine børn eller ægtefælle helt arveløse. Arveloven indeholder nemlig regler om tvangsarv. Tvangsarven udgør 25 % af din samlede formue. Det vil sige, at 25 % af din arvskalfordeles til din ægtefælle og dine børn ifølge loven. De resterende 75 % kaldes friarv. Det er friarven, du kan fordele i testamentet. 

Hvem arver dig, hvis du ikke skriver testamente?

Hvis du ikke efterlader dig et testamente, fordeles din formue ud fra arvelovens tre arveklasser:

  • 1. arveklasse: Din ægtefælle og dine livsarvinger (børn, børnebørn osv.). Hvis du er gift og har børn, deler ægtefællen og børnene arven ligeligt (50 % til ægtefællen og 50 % til deling mellem børnene).

  • 2. arveklasse: Hvis du hverken har ægtefælle eller børn, går arven til dine forældre eller dine søskende og deres børn.

  • 3. arveklasse: Har du ingen arvinger i 1. eller 2. arveklasse, går arven til dine bedsteforældre eller deres børn (mostre, fastre, onkler).

Hvad er arveklasser?

Se video

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at ugifte samlevende aldrig arver hinanden automatisk, uanset om I har boet sammen i 10 eller 30 år, eller om I har fælles børn. Hvis du vil sikre din samlever, er et testamente absolut nødvendigt.

Læs mere om samlevertestamente 

Indholdet er fagligt kvalitetssikret af Dokument24s jurister


Senest opdateret: 14. september 2026

Vores jurister er altid klar til at hjælpe

Har du brug for hjælp og vejledning, så sidder vi altid klar til at hjælpe dig videre. Du kan altid ringe på 53701030 eller skrive til vores jurister på info@dokument24.dk.