Hvad sker der, hvis jeg ikke har en fremtidsfuldmagt?
Hvis du ikke har en fremtidsfuldmagt, men ikke selv kan varetage dine økonomiske og personlige forhold, vil myndighederne overtage for at beskytte dig. Det sker gennem en værgemålsproces med henblik på at udpege en værge.
Herunder kan du blive klogere på, hvad der sker, hvis du ikke har en fremtidsfuldmagt.
Uden en fremtidsfuldmagt vil:
du skulle igennem en offentlig værgemålsproces
dine pårørende miste kontrollen
du risikerer at få en professionel værge (f.eks. en advokat), der ikke kender dig
din økonomi blive låst, mens Familieretshuset behandler værgemålet
din værge vil være underlagt skarp kontrol (også selvom det er ægtefælle, børn eller andre tæt på dig)
det være svært for dine pårørende at have det endelige ord i forbindelse med lægelig behandling og pleje
Uden en fremtidsfuldmagt starter en offentlig værgemålsproces
Hvis du ikke har en fremtidsfuldmagt, og du en dag bliver syg og mentalt svækket, så du ikke kan varetage dine egne interesser, vil det offentlige overtage kontrollen.
Det betyder i praksis, at der skal indledes en værgemålsproces gennem Familieretshuset. Her udpeger myndighederne en værge.Detkanvære et familiemedlem, der bliver udpeget, men det er du ikke garanteret. Du kan derfor risikere, at det bliver en professionel værge f.eks. en advokat.
Dine pårørende mister kontrollen
Uden en fremtidsfuldmagt vil dine pårørende sat på sidelinjen i processen, hvor værgen udpeges. Værgmålsprocessen tager typisk 6-12 måneder, og i denne periode kan dine pårørende ikke varetage dine interesser, handle på dine vegne eller tage belsutninger, der vedrører dig.
Selvom Familieretshuset vil bestræbe sig på at udpege et familiemedlem som værge, er det ikke sikkert. Selvom en af dine pårørende ender med at blive udpeget som værge, har de langt fra de samme friheder, som hvis der var en gyldig fremtidsfuldmagt.
Økonomien fastlåses under processen
Mens Familieretshuset behandler sagen om værgemålet, bliver økonomien fastlåst. Det betyder i praksis, at bankfuldmagter bortfalder og personlige konti spærres. Det gør det svært for pårørende at hjælpe med regninger, indkøb og lignende. Netop dette er ofte den mest frustrerende og stressende fase for de pårørende, fordi hverdagen og regningerne ikke stopper, bare fordi du er blevet syg.
I denne fase er man som pårørende nødt til at lægge ud for de løbende udgifter, der opstår.
Stramme regler for værgen
Uanset om det er din nærmeste eller en professionel værge, der bliver udpeget, vil denne være underlagt stramme regler og kontrol. Som værge skal man nemlig kunne dokumentere sine handlinger og de udgifter, der har været. Derfor skal man fremlægge et detaljeret regnskab årligt med dokumentation og kvitteringer for selv de mindste køb.
Svært at træffe beslutninger om personlige forhold
Uden en fremtidsfuldmagt kan det blive vanskeligt for dine nærmeste pårørende at tage beslutninger på dine vegne, når det gælder forhold relateret til din sundhed, sygdom eller pleje. Uden fuldmagten kan dine pårørende opleve, at de bliver forment adgang til dine helbredsoplysninger, eller at de ikke har det endelige ord i dialogen med læger og kommune i forhold til medicinsk behandling eller valg af plejehjem.
Vores jurister er altid klar til at hjælpe
Har du brug for hjælp og vejledning, så sidder vi altid klar til at hjælpe dig videre. Du kan altid ringe på 53701030 eller skrive til vores jurister på info@dokument24.dk.