Naturalopfyldelse

Naturalopfyldelse betyder opfyldelse in natura. Det betyder, at en aftale skal opfyldes i overensstemmelse med aftalens indhold. Dette er blandt andet relevant, når mindst to parter har indgået en aftale og er forpligtet til at opfylde denne. Der er dog begrænsninger på, hvornår man kan kræve naturalopfyldelse.

Formålet med naturalopfyldelse er, at man grundlæggende skal kunne indgå aftaler med en forventning om, at begge parter opfylder deres del af aftalen.

Eksempel på naturalopfyldelse:Mette flyver sydpå og har reserveret sæde på første række. Mette konstaterer dog, at hun i stedet er blevet placeret på anden række. Dette er ikke i overensstemmelse med det aftalte, og Mette kan derfor som udgangspunkt kræve opfyldelse in natura. 

Hvornår kan man ikke kræve naturalopfyldelse?

Man kan som klart udgangspunkt kræve naturalopfyldelse, medmindre der foreligger visse særlige forhold, eller at loven eller praksis foreskriver noget andet. Det vil sige, at man som kreditor ikke kan kræve opfyldelse in natura, hvis:

• Aftalen er ugyldig: Omstændighederne omkring aftalen gør, at det afgivet løfte kan være ugyldigt, fordi det vil stride imod reglerne. Det er blandt andet tilfældet, hvis løftet er givet under tvang.
• Aftalen er uvirksom: Dette kan blandt andet skyldes, at løftet er blevet givet af en person, der var i vildfarelse
• Der foreligger force majeure: Hvis en udefrakommende begivenhed gør, at aftalen ikke kan opfyldes. Det kræver dog, at man ikke kunne have opfyldt aftalen, selv hvis man havde taget forsvarlige forholdsregler
• Det er umuligt: Hvis det er fysisk umuligt at opfylde forpligtelsen som aftalt. Man kan dog ikke påberåbe sig pengemangel som en umulighed.