Koncipistreglen

Koncipistreglen er en aftaleretlig fortolkningsregel, der anvendes i tilfælde af tvister om fortolkningen af kontrakter mellem en professionel part og en forbruger. Reglen er også kendt som "in dubio contra stipulatorem", som på latin betyder "i tvivlstilfælde imod den, der har indgået aftalen".

Hvad betyder koncipistreglen?

Koncipistreglen er en fortolkningsregel der fastsætter at eventuelle tvetydigheder eller uklarheder i en aftale, skal fortolkes imod den part, som har udarbejdet kontrakten. Dette skyldes, at det ofte er den professionelle part, der har konciperet kontrakten, og som derfor har haft større indflydelse på dens udformning.

Formål

Koncipistreglen har til formål at beskytte forbrugeren og sikre, at forbrugeren ikke stilles urimeligt dårligt i tilfælde af tvivl om kontraktens betingelser. Hvis der opstår tvister om fortolkningen af en aftale eller kontrakt, vil en domstol typisk anvende koncipistreglen som en del af sin afgørelse.

Hvornår finder koncipistreglen anvendelse?

Det er vigtigt at påpege, at koncipistreglen kun anvendes, hvis der er tvivl om fortolkningen af aftalen. Derudover skal følgende kriterier være opfyldt;

1. Kontrakten skal være konciperet af den professionelle part. Det vil sige, at den professionelle har udarbejdet kontrakten eller i det mindste været hovedarkitekten bag aftalens indhold.
2. Kontrakten skal indeholde tvetydighed eller uklarhed. Det vil sige, at der er en mulighed for forskellige fortolkninger af bestemte betingelser eller klausuler i kontrakten.
3. Tvisten skal vedrøre en vare eller tjenesteydelse, som er leveret af den professionelle part til forbrugeren.

Det er dog vigtigt at bemærke, at der kan være undtagelser og nuancer afhængigt af den specifikke lovgivning og de faktiske omstændigheder i den pågældende sag.