Nødtestamente

I et nødtestamente kan man fordele arven mellem sine arvinger, hvis man står i en nødsituation og er forhindret i at oprette et notartestamente eller vidnetestamente. Man kan f.eks. være forhindret, hvis man er terminalt syg, eller hvis man er på en båd, der kæntrer. Det anvendes derfor typisk i akutte tilfælde, hvor man er i overhængende fare for at gå bort.

Hvordan opretter man et nødtestamente?

Der er ikke formkrav til et nødtestamente. Man skal dog kunne bevise, at det er vedkommende selv, der har oprettet nødtestamentet. Det kan man blandt andet gøre ved at skrive datoen for, hvornår nødtestamentet er blevet oprettet, eller ved at underskrive det.

Testamentet kan udformes på mange forskellige måder. Man kan derfor både skrive det på et stykke papir, sende det som e-mail eller skrive det i et dokument på ens computer. Det anbefales, at testamentet udarbejdes skriftligt, da det mindsker risikoen for, at testamentet forsvinder.  

Indholdet af nødtestamentet

Nødtestamentet skal udtrykke de sidste ønsker til, hvordan arven skal fordeles. For at sikre dette, skal man være opmærksom på, at ens ønsker bliver nedskrevet udtrykkeligt, så der ikke kan være i tvivl om, hvordan man vil have fordelingen. Man kan dog ikke omgå reglerne om tvangsarv i et nødtestamente.

Hvor lang tid er et nødtestamente gyldigt?

Nødtestamentet er begrænset til kun at være gyldigt i tre måneder. I sjældne tilfælde kan gyldighedsperioden forlænges, hvis man efter tre måneder fortsat er forhindret i hverken at oprette et vidnetestamente eller notartestamente. Hvis perioden udløber, bør man dog oprette et andet testamente – enten vidne- eller notartestamente.

Eksempel:Peter har været i en voldsom trafikulykke og formåede at udarbejde et nødtestamente i de første dage efter ulykken. Der er nu gået over 3 måneder siden, at nødtestamentet blev oprettet, men Peter er ikke afgået ved døden endnu. Peter ligger dog i koma, hvilket gør, at han ikke er i stand til at oprette et vidnetestamente eller notartestamente. Nødtestamentet vil derfor som udgangspunkt stadig være gyldigt.

Indholdet på denne side udgør ikke juridisk rådgivning. Indholdet er udelukkende beregnet til informationsformål, og bør ikke anvendes som erstatning for professionel juridisk rådgivning. Læs mere i handelsbetingelserne her.