Condictio indebiti

Condictio indebiti dækker over en række uskrevne regler om tilbagesøgningskrav. Det opstår ved, at en person fejlagtigt har præsteret en ydelse i den tro, at vedkommende var forpligtet hertil. Begrebet er latinsk og betyder ”aftale (om tilbagekrav) for den, der ingen gæld har”.

Eksempel: Et pensionsfirma udbetaler 35.000 kr. i løn til en pensionist, men pensionen var reelt kun 32.000 kr. den måned. 

Er condictio indebiti lovreguleret?

I dansk ret er der ikke nogle lovregler, der fastsætter, hvad man skal gøre i tilfælde af condictio indebiti. I stedet afhænger retsstillingen af retssædvaner, som er en betegnelse for handlemåder, som samfundet følger, fordi de føler sig retligt forpligtet til at følge det.

Hvilken rolle spiller god tro og ond tro?

Som udgangspunkt er der krav om tilbagebetaling, medmindre:

• Det er urimeligt eller særligt byrdefuldt at kræve, at modtageren tilbagebetaler ydelsen, typisk et pengebeløb
• Den, der har præsteret ydelsen, ved, at den har præsenteret en ydelse, som den ikke var forpligtet til, men den forholder sig passiv. På den måde fortaber vedkommende retten til at kræve tilbagebetaling.

Den, der præsterer ydelsen, kan altid kræve ydelsen tilbage, hvis medarbejderen enten vidste eller burde indse, at ydelsen ikke var berettiget. Det vil sige, at medarbejderen var i ond tro. Hvis medarbejderen var i god tro og har indrettet sig efter at kunne beholde ydelsen, kan den dog ikke kræves tilbage.

Eksempel: En medarbejder, Mette, har fået 25.000 kr. i løn i stedet for 20.000 kr. Som hovedregel kan arbejdsgiveren, Anne, kræve, at Mette tilbagebetaler de 5.000 kr., som Mette har fået for meget. Det behøver Mette dog ikke, hvis:

• Mette var i god tro, eller
• Hvis det er urimeligt at kræve tilbagebetalingen, eller
• Hvis Anne forholder sig passiv