Skal man have en lægeerklæring for at aktivere fremtidsfuldmagt?
Ja, du skal have en lægeerklæring for at din fremtidsfuldmagt kan aktiveres.
Du skal have en lægeerklæring, der dokumenterer, at du ikke har samtykkekompetence f.eks. på grund af hjerneskade, demens eller anden mental svækkelse. Det kan både være en praktiserende læge eller en speciallæge, der skriver lægeerklæringen.
At der skal foreligge en lægeerklæring beskytter dig mod misbrug. En fremtidsfuldmagt er nemlig meget indgribende, da andre mennesker kan råde over dine penge, sælge din bolig, få adgang til meget følsomme oplysninger og træffe personlige valg på dine vegne.
Myndighederne skal med andre ord have et solidt, lægefagligt bevis på, at betingelserne for aktivering er opfyldt.
Det er Familieretshuset, der officielt træffer afgørelsen om at sætte fuldmagten i kraft, og de kan ikke blot tage de pårørendes ord for, at du er blevet for syg eller svækket. Der skal uvildige, professionelle øjne på din tilstand.
Hvordan får man en lægeerklæring?
Når dine fremtidsfuldmægtige vurderer, at du ikke længere selv kan klare hverdagen, forstå konsekvenserne af valg, skal de tage kontakt til fuldmagtshavers praktiserende læge eller speciallæge og bede dem udarbejde en lægeerklæring i forbindelse med fremtidsfuldmagter.
Lægen vurderer her din (fuldmagtshaver) mentale og helbredsmæssige tilstand og konkluderer specifikt, om du har mistet evnen til at varetage dine egne økonomiske og personlige forhold. Vær opmærksom på, at lægen vil tage betaling for lægeerklæringen. Hør den konkrete læge om prisen for erklæringen.
Lægeerklæringen indsendes som en del af anmodning om aktivering til Familieretshuset.
Se video
Enkelte undtagelser
Udgangspunktet er, at det altid kræver en lægeerklæring, men de officielle vejledninger nævner, at Familieretshuset i helt særlige situationer kan træffe en afgørelse uden. Dette er dog kun aktuelt, hvis din manglende evne til at varetage dine forhold er fuldstændig åbenbar og uomtvistelig på anden vis.
Det er dog altid Familieretshuset, der vurderer, om dokumentationen er tilstrækkelig. For at undgå unødig ventetid og afslag i en i forvejen svær situation, bør de fremtidsfuldmægtige derfor altid prioritere at indhente en frisk lægeerklæring som det primære grundlag for at kunne aktivere fremtidsfuldmagten.
Vores jurister er altid klar til at hjælpe
Har du brug for hjælp og vejledning, så sidder vi altid klar til at hjælpe dig videre. Du kan altid ringe på 53701030 eller skrive til vores jurister på info@dokument24.dk.