Kan man klage i forbindelse med en fremtidsfuldmagt?
Ja, det er muligt at klage i forbindelse med en fremtidsfuldmagt. Det gøres direkte til Familieretshuset eller Civilstyrelsen, afhængig af hvilken type klage du ønsker at indgive.
Det er muligt at klage i følgende situationer:
- Uenighed om Familieretshusets afgørelser indsendes til Civilstyrelsen
- Bekymring omkring de fremtidsfuldmægtiges varetagelse af fuldmagtshavers interesser indsendes til Familieretshuset
| Funktion | Familieretshuset | Civilstyrelsen |
| Rolle | Fører hvilende tilsyn og undersøger klager. | Behandler klager over Familieretshusets afgørelser. |
| Hvornår kontakter man dem? | Ved mistanke om misbrug eller inhabilitet. | Hvis du vil anke en truffet afgørelse. |
| Beføjelser | Kan stoppe en fuldmagt og indlede værgemål. | Kan omstøde eller stadfæste afgørelsen. |
| Hvem kan klage? | Alle med en væsentlig interesse (pårørende, læger). | Parterne i den konkrete sag. |
Klage over Familieretshusets afgørelser til Civilstyrelsen
Det er Familieretshuset, der træffer beslutninger om aktivering, tilbagekaldelse, ændringer eller ophør af en fremtidsfuldmagt. Hvis du selv eller en nær pårørende er uenig i Familieretshusets afgørelse, er der mulighed for at klage til Civilstyrelsen.
Det er muligt at klage i fire uger efter, at afgørelsen er tinglyst.
Man kan selv som fuldmagtsgiver indsende en klage, ligesom det er muligt for fuldmagtsgivers ægtefælle, samlever og de fremtidsfuldmægtige.
Bekymringshenvendelse til Familieretshuset
Det er muligt at sende en såkaldt bekymringshenvendelse direkte til Familieretshuset, hvis du er bekymret for, hvordan en fremtidsfuldmægtig forvalter fuldmagtsgivers personlige og økonomiske interesser.
Grunde til at klage
Det er vigtigt at forstå, at man ikke kan klage, blot fordi man er uenig i en beslutning (f.eks. om mor skal have en ny sofa). En klage skal bunde i en begrundet mistanke om, at den fuldmægtige ikke handler i overensstemmelse med fuldmagtens tekst eller fuldmagtsgivers interesser.
Typiske grunde til at klage kan være:
- Økonomisk misbrug:Hvis den fremtidsfuldmægtige bruger dine penge på sig selv eller giver uregelmæssige gaver.
- Omsorgssvigt:Hvis dine personlige ønsker om pleje, bolig eller livskvalitet bliver ignoreret.
- Inhabilitet:Hvis den fuldmægtige selv er blevet syg eller på anden måde ikke længere kan løfte opgaven.
For at kunne indlede en undersøgelse skal der være en begrundet mistanke om, at der handles på en måde, der strider mod fuldmagtsgivers ønsker eller interesser. Hvis du ønsker at indgive en bekymringshenvendelse, bør du derfor have dokumentation på din bekymring.
Konkrete eksempler klar
Jo mere konkret du bliver, des bedre er det i forbindelse med en klage. Beskriv derfor hændelser og specifikke situationer, der har givet dig anledning til bekymring.
Indsaml dokumentation
Saglighed er vigtigt, derfor bør du have dokumentation på din bekymring. Det kan f.eks. være kontoudtog, kvitteringer, korrespondancer eller vidneudsagn, der underbygger eller bekræfter din bekymring.
Processen
Når du indsender en klagesag mod en fremtidsfuldmægtig, vil den/de fremtidsfuldmægtige få direkte besked om, at der er en klage. Her har de mulighed for at komme med indvendinger til klagen. Det er nemlig vigtigt, at begge parter i sagen høres.
Hvis du får medhold i klagen, kan tilsynet ændres eller fremtidsfuldmagten ophæves. Sker det sidstnævnte, kan der indledes en værgemålsproces med henblik på at udpege en værge.
Vores jurister er altid klar til at hjælpe
Har du brug for hjælp og vejledning, så sidder vi altid klar til at hjælpe dig videre. Du kan altid ringe på 53701030 eller skrive til vores jurister på info@dokument24.dk.