Kom godt i gang med søgemaskineoptimering
SEO er ikke bare et buzzword – det er nøglen til at gøre din virksomhed mere synlig online. SEO står for søgemaskineoptimering og er en strategi, der får din virksomhed til at rangere højere i søgeresultaterne på søgemaskiner.
Men hvad er søgemaskineoptimering, og hvorfor er det vigtigt? I denne artikel vil vi blandt andet forklare, hvad det betyder at optimere din hjemmeside med de rigtige søgeord samt give dig 7 vigtige SEO tips.
- Hvad er søgeord?
- Hvad betyder SEO?
- 5 fordele ved søgemaskineoptimering
- Hvad er vigtigst i SEO?
- 7 søgemaskineoptimerings tips
Hvad er søgeord?
Søgeord eller søgetermer er de ord og sætninger, som folk indtaster i søgemaskiner, når de leder efter information, produkter eller andre ressourcer online. De kan variere i kompleksitet og længde, som for eksempel ”hund”, ”stor hvid hund” eller ”hvordan træner man sin hund”.
For virksomheder gælder det om at finde frem til de mest relevante søgeord for deres website. Til at hjælpe med dette findes mange gode værktøjer – både gratis og mod betaling. Jo bedre de optimerer deres indhold og markedsføringsstrategi omkring disse søgeord, des højere vil de rangere i søgemaskinernes søgeresultater samt øge virksomhedens synlighed.
Hvad betyder SEO?
SEO står for Search Engine Optimization eller søgemaskineoptimering på dansk. Det er processen med at optimere din hjemmeside ud fra søgeordene, så den får en højere og bedre placering i søgeresultaterne på søgemaskiner som Google, Bing eller Yahoo.
Søgemaskineoptimering handler om at identificere, analysere og udvælge de bedste søgeord, som kan skabe organisk (ikke-betalt) trafik til dit website. Det forbedrer chancen for, at din virksomhed bliver fundet af potentielle kunder, som allerede søger efter noget, du tilbyder.
Husk at optimering af søgeord er en løbende proces, der skal gentages regelmæssigt. Det er vigtigt for blandt andet at opdage nye trends inden for søgeord, så dine sider altid er relevante.
5 fordele ved søgemaskineoptimering
SEO er blevet en uundværlig del af enhver virksomheds online markedsføringsstrategi. Ikke mindst, fordi det er en billig måde at gøre opmærksom på din virksomhed og tiltrække potentielle kunder. Andre fordele ved at optimere søgeordene på dit websted er:
- Mere synlighed: Jo mere eksponering din virksomhed får i søgemaskinernes søgeresultater, jo større sandsynlighed er der for, at folk finder vej til din hjemmeside.
- Bedre leadgenerering: Søgemaskineoptimering hjælper med at tiltrække kvalificerede leads, da de allerede aktivt søger efter dine produkter eller tjenester.
- Målrettet indhold: Ved at inkludere de søgeord, som din målgruppe bruger, kan du bedre møde deres behov og sørge for at besvare deres spørgsmål.
- Større troværdighed: En høj placering i søgeresultaterne indikerer ekspertise og troværdighed, hvilket kan få flere til at klikke på dine links samt opbygge tillid omkring dit brand.
- Øger konkurrenceevnen: Hvis du ikke prioriterer søgeord lige så højt som dine konkurrenter, kan du risikere at sakke bagud. Men med en stærk SEO-strategi er du i stand til at holde trit eller endda overgå konkurrenterne online.
Hvad er vigtigst i SEO?
Søgemaskineoptimering involverer flere forskellige faktorer, der alle spiller en rolle i din virksomheds synlighed på søgemaskinerne. Derfor er det vigtigt, at du er bekendt med disse. Her kan du se nogle af de mest centrale elementer:
Short-tail søgeord
Short-tail er korte søgeord, som typisk består af et eller to ord. Disse søgeord har stor konkurrence, da mange websteder konkurrerer om at rangere højt på dem i søgeresultaterne. Det kan eksempelvis være ”hund”, ”rejse” eller ”sko”.
Fordelen ved short-tail søgeord er, at de potentielt kan skabe meget trafik, men samtidig kan det være svært på grund af den intense konkurrence.
Long-tail søgeord
Long-tail søgeord er længere og mere specifikke. De består som regel af tre eller flere ord. Disse søgeord er målrettede mod en bestemt niche eller behov, såsom ”billige rejser til Bali i september”.
Fordelen ved at bruge long-tail søgeord er, at de har mindre konkurrence, hvorfor det er lettere at få en bedre placering i søgeresultaterne. Til gengæld kan det være sværere at generere trafik med dem, fordi der er færre mennesker, der søger på det.
On-page SEO
On-page SEO er alle de optimeringsaktiviteter, du foretager direkte på dit website. Bortset fra altid at producere content, der imødekommer målgruppens behov og spørgsmål, skal du sørge for at inkludere de bedste søgeord i alt lige fra URL’en til titler og billedtekster.
- URL: Inkludér det primære søgeord i URL-strukturen, da det blandt andet hjælper søgemaskinerne med at forstå din sides relevans.
- Sidetitel: Din sidetitel skal være både beskrivende og relevant samt gøre brug af det vigtigste søgeord. Det er den titel, der vises i søgeresultaterne.
- Metabeskrivelser: Metabeskrivelsen er den korte tekst under titlen, der vises på søgeresultaterne. Den skal opsummere indholdet på din side, være velskrevet og indeholde søgeordene, som får brugeren til at klikke på dit link.
- Headings: Brug overskrifterne (H1, H2, H3 etc.) hierarkisk for at organisere din side. H1 skal kun bruges til sidens overskrift. Inkludér også søgeordsrelaterede termer i dine headings for at vise indholdets struktur.
- Billeder: Søgemaskineoptimering omfatter også billederne på dine sider. Tilføj derfor også søgeordet i både titel og alt-tekster til billeder, så søgemaskiner og brugere ved, hvad det handler om.
- Interne links: Med interne links henviser du til en anden side på dit eget website. Det øger blandt andet brugeroplevelsen, da det gør det lettere at navigere på din hjemmeside. Derudover hjælper interne links søgemaskinerne med at finde og indeksere siderne på dit website.
- Brugeroplevelse (UX): Søgemaskinerne kigger også på brugeroplevelsen, når de rangerer websteder. Det omfatter faktorer som, hvor lang tid besøgende bruger på dit website, og om de forlader det igen med det samme. Det indikerer, om dit content besvarer brugernes søgeforespørgsler eller ej.
Off-page SEO
Off-page SEO er alt det, der sker uden for din hjemmeside, men som stadig har betydning for din placering på søgemaskinerne. Størstedelen har du ikke selv fuld kontrol over, men der er dog alligevel visse ting, du kan gøre:
- Linkbuilding: Linkbuilding handler om at få andre sider til at have links, der leder til dit websted (også kaldet backlinks). Et websted med mange backlinks signalerer kvalitet overfor Google, hvilket kan bidrage til en højere rangering i søgeresultaterne. Samtidig kan backlinks også skabe mere trafik, da brugere er mere tilbøjelige til at klikke på et link, hvis det er på en hjemmeside, de har tillid til. Der findes forskellige metoder til at skabe backlinks, blandt andet ved gæsteblogging eller ved at foreslå et samarbejde.
- Sociale medier: Hvis dit content appellerer til målgruppen, er der større chance for, at det bliver liket og delt. Dette kan øge din virksomheds synlighed samt skabe mere trafik til din hjemmeside, hvorfor sociale medier også spiller en rolle i søgemaskineoptimering.
- Online omdømme: At etablere et godt omdømme og autoritet på nettet kan også have en direkte indvirkning på din sides placering i søgeresultaterne. Det kan for eksempel opnås ved positive anmeldelser fra brugere og eksperter.
Teknisk SEO
Søgemaskinerne vurderer også dit websted ud fra tekniske aspekter som hurtighed, SSL-certificering og fejlsider. Derfor er det vigtigt at sørge for, at brugernes oplevelse er god både i forhold til indlæsningstid, navigation samt at dit websted kan læses på alle enheder.
7 søgemaskineoptimerings tips
Som du kan se ovenfor, er der mange faktorer at tage hensyn til, når det kommer til søgemaskineoptimering. Men disse 7 tips er du dog godt på vej til at skabe en god SEO-strategi for din virksomhed, der kan skabe trafik til din hjemmeside.
- Mål: Hvad ønsker du at opnå, og hvordan vil du måle succesen af din søgemaskineoptimering?
- Målgruppe: Hvem er dine målgrupper, hvad interesserer dem og hvordan søger de efter information online?
- Søgeord: Find de bedste og mest relevante søgeord for din branche og som din målgruppe bruger.
- Content: Skab indhold, der er optimeret til søgemaskiner, men også tilfredsstiller dine besøgendes behov og spørgsmål.
- Linkbuilding: Søgemaskineoptimering handler også om at arbejde på at få backlinks fra troværdige kilder
- Overvåg: Brug analyseværktøjer for at spore resultaterne.
- Justeringer: Foretag regelmæssig opdateringer og tilpasninger af din SEO-strategi.
Hvad er forskellen på SEO og SEM?
Man kan sige, at alt SEO er SEM, men alt SEM er ikke SEO. Og hvad skal det så betyde? SEM kan sammenlignes med en paraply, som alle former for markedsføring i søgemaskiner hører under. SEM står for Search Engine Marketing eller søgemaskinemarkedsføring.
Måske har du bemærket, at søgeresultaterne på Google er delt ind i to kategorier – organiske og betalte. SEO er som nævnt processen med at få organisk trafik fra søgemaskinerne til dit websted. SEM, derimod, fokuserer både på SEO og PPC (Pay-Per-Click).
PPC er en annonceringsform, hvor man betaler for hvert klik. Det vil sige, at man kun betaler for den trafik, man får. Pay-Per-Click fungerer således, at man byder på specifikke søgeord, hvor højstbydende har chance for at få vist deres annonce øverst Dog vurderes rangeringen også ud fra, hvor relevant ens indhold er for søgeordet.