Uanset om du vil informere, engagere eller sælge, så tilbyder e-mail marketing et væld af muligheder. Vi gennemgår nogle af dem her, så du bliver i stand til at udnytte det fulde potentiale af denne form for markedsføring.
- Hvad er e-mail marketing?
- Derfor skal du bruge e-mail marketing
- 10 effektive e-mails
- Sådan laver du en god e-mail marketing strategi
- Måling af din e-mail marketing
Hvad er e-mail marketing?
Som navnet antyder handler e-mail marketing om at promovere dit brand via e-mails. Det er typisk en integreret del af en virksomheds digitale markedsføringsstrategi, da det giver mulighed for at kommunikere med både potentielle og eksisterende kunder.
E-mail marketing kan blandt bruges til at sende nyttige oplysninger, generere mere trafik til din hjemmeside, øge salget eller skabe en følelse af fællesskab omkring dit brand. Og derudover er det muligt at segmentere samt tilpasse budskabet til specifikke målgrupper.
Derfor skal du bruge e-mail marketing
Målrettede e-mails hjælper med at styrke kunderelationer samt optimere din virksomheds digitale markedsføring. Med en god strategi kan du ikke blot tiltrække leads og omdanne dem til brugere, men du kan sågar forvandle engangskøbere til trofaste kunder.
Lad os se på 5 gode grunde til at bruge e-mail marketing:
- Målrettet indhold: Ved at segmentere din e-mailliste kan du målrette indholdet ud fra for eksempel abonnenternes interesser, adfærd og demografi. Derudover kan du også gøre dine mails mere personlige ved at indsætte modtagerens navn eller sende personlige tilbud.
- Global rækkevidde: E-mails kan nå ud til alle, uanset hvor i verden de befinder sig. Det er blandt andet en stor fordel, hvis du ønsker at træde ind på nye markeder.
- Analysemuligheder: Det er nemt at spore eksempelvis åbnings-, klik- og konverteringsrater med diverse analyseværktøjer.
- Høj ROI (Return of Investment): E-mail marketing kræver som udgangspunkt ikke et stort budget, hvorfor der er gode chancer for at opnå et højt afkast på dine investeringer.
- Langvarig værdi: E-mails er lette at gemme og vende tilbage til eller sende videre til venner og bekendte. Dermed øger det dine chancer for at opnå flere konverteringer over tid.
10 effektive e-mails
Der findes mange forskellige slags e-mails at vælge imellem. Derfor skal du sørge for at anvende dem, der harmonerer bedst med din virksomheds mål og målgruppe. Som udgangspunkt kan de dog alle inddeles i to overordnede hovedkategorier:
- Automatiserede e-mails, der sendes som en reaktion på en bestemt handling eller begivenhed.
- Markedsførings e-mails, der er designet til at promovere produkter eller indhold.
Begge spiller en væsentlig rolle i din e-mail marketingstrategi, hvorfor det også giver mening at forsøge at finde en god balance mellem de to. På den måde kan du opnå størst succes samt levere en god brugeroplevelse.
Nedenfor har vi lavet en liste over 10 typer af e-mails inden for begge kategorier:
- Velkomsthilsen: En varm hilsen kan være en rigtig god måde at byde nye abonnenter eller kunder velkommen. Her er der mulighed for at præsentere din virksomhed, produkter eller tjenester. Velkomst e-mails kan også indeholde rabatkuponer eller et gratis tilbud.
- Nyhedsbreve: Disse skal sendes regelmæssigt og indeholde relevant content. Det er også altid gavnligt at indsætte mindst én CTA (Call to Action – noget, der opfordrer til en handling). Nyhedsbreve kan være med til at grundlægge troværdighed og loyalitet, hvilket kan lede til længerevarende kunderelationer.
- Forladt indkøbskurv: Har en kunde forladt sin indkøbskurv uden at fuldføre købet, kan du sende en e-mail for at minde om de varer, der blev efterladt. Det kan virke som et incitament til at vende tilbage og foretage købet.
- Event e-mails: Afholder din virksomhed for eksempel et webinar, kan du sende en annoncering, påmindelse og opfølgning.
- Genaktivering: Viser dine analyser, at nogle abonnenter er inaktive, er det muligt at bruge e-mails til at vække deres interesse igen – eventuelt med et tilbud for at få dem tilbage.
- Cross-selling og upselling: Du kan også sende e-mails, der foreslår relaterede produkter eller tjenester til kunder baseret på deres tidligere købshistorik, som de muligvis også vil være interesseret i.
- Fødselsdagshilsen: Hvis brugere skal udfylde deres fødselsdato, når de tilmelder sig mails fra din virksomhed, kan du sende personlige hilsener, tilbud eller rabatter på dagen.
- Feedback eller undersøgelser: Ved at bede modtagerne om at give feedback eller deltage i spørgeundersøgelser kan du indsamle uvurderlig viden og foretage forbedringer ud fra dine kunders ønsker og behov.
- Automatiserede e-mails: Disse udløses af forskellige handlinger. De inkluderer blandt andet leveringsmeddelelser, bekræftelse af køb eller tilmelding til en liste. Dette er en god service og forbedrer kundernes oplevelse.
- Promotion: Bruges, hvis du vil fremme specifikke produkter eller tjenester.
Ved at veksle mellem disse forskellige typer kan du skabe varierede og effektive e-mail marketingkampagner, der griber din målgruppes interesse.
Sådan laver du en god e-mail marketing strategi
En velstruktureret strategi kan gøre hele forskellen, når det kommer til at nå virksomhedens mål. I denne guide kigger vi på nogle essentielle skridt mod at skabe en succesfuld e-mailstrategi, der får dine mails til at stråle i indbakken.
- Målsætning: Opsæt klare og målbare mål. Måske ønsker du at øge salget, forbedre kundetilfredsheden eller få mere trafik til din hjemmeside?
- Målgruppe: Lær din målgruppes behov, ønsker og adfærd at kende.
- E-mailliste: Husk, at du altid skal have samtykke til at indsamle mailadresser. Opdel din liste i segmenter baseret på eksempelvis demografi, adfærd eller interesser, så du kan målrette indholdet.
- Content: Sørg for, at indholdet appellerer til din målgruppe. Det kan blandt andet omfatte produktanbefalinger, nyheder, tips og tricks, eksklusive tilbud og meget mere. Det er også altid en god idé at indsætte minimum én CTA (Call to Action), som du kan måle på. Sørg for, at emnelinjen er fængslende nok til, at mailen bliver åbnet.
- Design: Tænk over designet, hvilket også omfatter en iøjnefaldende overskrift, tydelige Call to Action muligheder og lækker grafik. Gør sproget letlæseligt og tjek, at dine e-mails vises korrekt på alle enheder.
- Tidsplan: Beslut dig for, hvornår og hvor ofte du vil sende dine e-mails. Find også ud af, hvilke tidspunkter og dage der er mest oplagte i forhold til din målgruppe.
- Automatisering: Overvej at gøre brug af automatiserede mails ved for eksempel velkomsthilsener, fødselsdagsbeskeder eller andet, der er baseret på modtagerens adfærd.
- Lovgivning: Sørg for at følge den gældende lovgivning, og overhold alle krav om samtykke samt privatlivsbeskyttelse.
- Måling: Brug diverse analyseværktøjer til at holde øje med blandt andet åbnings-, klik- og konverteringsrater. Dermed kan du lave omfattende rapporter og bruge den opnåede indsigt til at optimere din e-mailstrategi fremadrettet.
Måling af din e-mail marketing
Når du skal vurdere, hvordan din e-mail marketing strategi klarer sig, kræver det, at du afdækker, hvilke KPI’er der skal måles. For at vælge de rette, er det derfor vigtigt, at du gør dig klart, hvilke mål din virksomhed ønsker at opnå.
KPI’er (Key Performance Indicators) er målbare værdier, der bruges til at evaluere, vurdere og måle ydeevnen eller resultatet af en specifik aktivitet eller strategi. Du kan læse mere om KPI’er her.
Nogle vigtige KPI’er inkluderer:
- Åbningsrate: Dette tal viser andelen af modtagere, der åbner din e-mail i forhold til det samlede antal e-mails, der blev leveret. Det indikerer, hvor gode dine e-mails er til at fange opmærksomheden.
- Klikrate: Klikraten måler procentdelen af modtagere, der klikker på mindst ét link eller én CTA-knap i din mail i forhold til det samlede antal leverede e-mails. Det viser, om dine e-mails motiverer til handling.
- Konverteringsrate: Med konverteringsrate menes, hvor mange af modtagerne, der udfører en ønsket handling efter at have åbnet mailen. Det kan eksempelvis være at foretage et køb, downloade indhold eller udfylde en formular.
- Afmeldingsrate: Dette er en måling af, hvor mange der beslutter sig for at afmelde sig din mailingliste efter at have modtaget en e-mail.
- ROI (Return of Investment): ROI måler din indtjening i forhold til de udgifter, du har investeret i din e-mail markedsføring. Denne KPI kan hjælpe med at evaluere den overordnede succes og værdi af din e-mail marketing.
Når du går i gang med e-mail marketing, skal du være opmærksom på, at du ikke vil se resultater fra den ene dag til den anden. Det er en kontinuerlig proces, men med tålmodighed og dedikation vil din indsats helt sikkert betale sig.