Fuld guide til købsaftale ved bådkøb

Hvor godt, man står i en situation ved fejl og mangler, afhænger af, hvem man har købt båden af, og om der er blevet lavet en købsaftale.

  1. Hvad skal du være opmærksom på ved bådkøb?
  2. Bådens tilstand ved selvtjek - 3 punkter
  3. Hvad skal en købsaftale for en båd indeholde?

Hvad skal du være opmærksom på ved bådkøb?

Når du køber en båd, skal du blandt andet være opmærksom på disse 3 punkter:

Købsaftale Båd Opmærksom

Dokumentation

En købsaftale er det, der tidligere blev kaldt en slutseddel. Nogle kalder det også en købskontrakt, købsaftale, købekontrakt eller en salgsaftale. Markedet for brugte både er meget stort og udgør ca. 80% af de både, der sælges. Derfor er det en rigtig god idé at tage kontakt til en bådsagkyndig i forbindelse med et bådkøb. Det er dog ikke lovpligtigt. 

Tilstandsrapport for båden

Mange tvister om bådkøb opstår først efter købet. Som køber står du bedre med rettidig omhu og en dækkende købsaftale, hvis der skulle opstå problemer med båden efter købet.

Derfor bør du tage en bådsagkyndig med, når du skal gennemgå en brugt båd, inden du køber den. Sørg for at vælge en bådsagkyndig, der har erfaring med den type båd, du gerne vil købe. Prisen, for at få en bådsagkyndig til at gennemgå båden, varierer. Nogle tager en dagspris, mens andre prissætter efter fod på båden. 

Den bådsagkyndige foretager en vurdering af bådens tilstand og værdi. Tilstandsrapporten hjælper til at skabe overblik over bådens eventuelle fejl og mangler forud for købet. Vurderingen kan dog også være et udgangspunkt for forhandling, hvis køber og sælger er uenige om prissætningen på båden. Den bådsagkyndige kan foreslå yderligere tjek af for eksempel en mekaniker. 

CE-mærkning

CE-mærkning er en europæisk sikkerhed for, at båden overholder alle krav til miljø, sundhed og sikkerhed. Ikke alle fartøjer skal have CE-mærkning. En båd er som regel CE-mærkningspligtig, hvis:

  • den er mellem 2,5 og 24 meter lang
  • er markedsført eller taget i brug i EU/EFTA landene efter 16. juni 1998.

Det er ulovligt at sælge en båd uden CE-mærkning, hvis den omfattet af kravet om CE-mærkning. Sæt dig ind i, om båden bør have det og spørg sælger efter mærkningen. Hvis du køber en båd uden CE-mærkning, kan du risikere at få problemer, hvis du på et tidspunkt vil sælge båden, eller forsikringen ikke dækker, hvis der opstår skader. 

Bådens tilstand ved selvtjek - 3 punkter 

Hvis du gerne selv vil stå besigtigelsen af båden, er der en række ting, du skal sørge for at have for øje, når du gennemgår den.

Købsaftale Båd Selvtjek

Du bør kigge efter: 

  • Glasfiberpest. Det kan være meget dyrt at få fjernet glasfiberpest efterfølgende, så vær sikker på, at bunden af båden er tjekket grundigt for glaspest inden købet. 
  • Propellen og rørene. Sørg for, at du har sikret dig, at rørene er tætte og ikke angrebet af rust. Ligeledes skal du sikre dig, at propellen ikke er begyndt at smuldre
  • Motoren. For at lave det bedste tjek af motoren, er det mest sikkert at foretage en prøvesejlads. 

Nogle tjek kræver, at båden er på land. Andre tjek foretages bedst ved en prøvesejlads - sørg derfor for at have aftalt dette med sælger på forhånd. 

Tips:

Som standard tjekker en sagkyndig båden, udstyr og motor på land. Derudover foretages en prøvesejlads. Hvis du er interesseret i yderligere tjek af eksempelvis kommunikations- eller navigationsudstyr, så aftal det med den sagkyndige på forhånd. 

Sørg for at have en helt klar aftale med sælger om, hvad der følger med båden. Helt ned til køkkenudstyret. Uenigheder efter købet bunder nemlig oftest i, hvad der skulle følge med båden. 

Hvad skal en købsaftale for en båd indeholde? 

Ved en købsaftale for en båd, skal der være meget præcise beskrivelser af båden og dens udstyr. Hav også en klar aftale om, hvordan båden skal overdrages. Skal sælger eller køber sørge for at gøre båden klar til at blive sat i vandet? Og hvem skal sætte masten på?

Købsaftale Båd Købsaftale

En købsaftale af en båd bør indeholde:

  • Navn: Navn og adresse på sælger og køber.
  • Dato: Dato for købet.
  • Pris: Prisen for båden.
  • Beskrivelse: Beskrivelse af båden, der sælges. Mærke, model, byggeår, hvornår den er søsat, størrelse samt ekstraudstyr.
  • Motor: Beskrivelse af motoren, mærke, hvor mange driftstimer, den har kørt, hvornår den er produceret og motornummer.
  • Overdragelse: Hvor og hvornår foregår overdragelsen fra sælger til køber? Er der er en bådsagkyndig, der har besigtiget båden? 

Det er eksempler på detaljer, man kan have aftalt inden køb og overdragelse. På den måde taler man ikke forbi hinanden eller har forskellige forventninger til overdragelsen. Derudover skal I også sørge for at skrive ind i købsaftalen, hvem der får styr på bådens finansiering og forsikring.