Virksomhedsordning
Driver du en enkeltmandsvirksomhed, et interessentskab (I/S), eller udlejer du fast ejendom, så kan det være, at virksomhedsordningen er en fordelagtig beskatningsform for dig. Virksomhedsordningen giver skattemæssige fordele, som fx et kapitalselskab nyder godt af. Bliv klogere på, hvad virksomhedsordning er, og hvilke fordele beskatningsordningen giver dig.
- Hvad er virksomhedsordningen?
- Hvem kan bruge virksomhedsordningen?
- Fordele ved VSO
- Ulemper ved VSO
- Hvornår skal man vælge virksomhedsordningen?
Hvad er virksomhedsordningen?
Virksomhedsordningen, virksomhedsskatteordningen eller forkortet VSO er en frivillig beskatningsform, som visse erhvervsdrivere kan anvende. Beskatningen i denne ordning minder meget om den beskatning, som anpartsselskaber og aktieselskaber anvender. Med virksomhedsordningen kan en person opspare sit overskud i virksomheden og nøjes med at betale selskabsskat (22 %).
Eksempel: Lise driver en enkeltmandsvirksomhed og vælger virksomhedsskatteordningen. Hun betaler 51 % i indkomstskat. I 2021 har Lise et overskud i virksomheden på 500.000 kr. før skat. Hun ønsker at hæve 300.000 kr. af overskuddet til eget forbrug (personlig indkomst), mens hun beslutter, at resterende 200.000 kr. skal opspares i virksomheden.
Skatteberegningen bliver følgende;
- Lise skal betale indkomstskat af beløbet på 300.000 kr., som hun har hævet til ejet forbrug (51 % af 300.000 kr. = 153.000 kr.). Efter at have betalt skat får Lise udbetalt 147.000 kr.
- Virksomheden skal betale selskabsskat af det opsparede overskud (22 % af 200.000 kr. = 44.000 kr.). Efter beskatningen har virksomheden et overskud på 156.000 kr. på kontoen.
Hvem kan bruge virksomhedsordningen?
Virksomhedsordningen kan bruges af personer, der driver personligt ejet virksomhed. Det kan være en enkeltmandsvirksomhed, interessentskab(I/S), eller personligt eget mindre virksomhed (PMV). Personer der udlejer fast ejendom kan også vælge ordningen. Udover virksomhedsordningen kan selvstændige erhvervsdrivende også vælge at blive beskattet med;
- Personskatteloven
- Kapitalafkastordningen
Tip: Når du udlejer ejerbolig, driver du erhvervsmæssig virksomhed. Dette gælder også forældrekøb, og du skal derfor betale skat af din indkomst.
Læs mere om udlejning af ejerbolig her.
Læs mere om forældrekøb her.
Fordele ved VSO
Som udgangspunkt bliver overskud i personligt ejede virksomhedstyper beskattet som personlig indkomst. Forklaringen på dette er, at der i juridisk forstand ikke skelnes mellem ejerens og virksomhedens økonomi. I andre selskabsformer som anpartsselskaber og aktieselskaber holdes selskabets økonomi adskilt fra ejernes privatøkonomi. Med VSO;
- Kan en del af virksomhedens overskud blive beskattet som kapitalindkomst. Derved undgår ejeren, at hele overskuddet beskattes personligt.
- Kan overskud opspares i virksomheden, derved kan ejeren nøjes med at betale selskabsskat. Satsen for selskabsskat i 2022 er på 22 %, men fastsættes på ny hvert år.
- Kan virksomheden opnå fuldt fradrag for sine renteudgifter.
Tip: Vælger du virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen, skal du fra starten af dit indkomstår adskille virksomhedens og din private økonomi. Du kan angive, hvilken ordning du vælger i din forskudsopgørelse, eller når du udfylder oplysningsskemaet (den tidligere udvidede selvangivelse).
Ulemper ved VSO
VSO giver attraktive skattemæssige fordele, men kræver også mere administrativt arbejde og overholdelse af flere lovmæssige regler. Ulemperne kan oplistes således;
- Kræver at virksomhedsejeren opdeler og udarbejder et selvstændigt regnskab for virksomheden økonomi og sin egen privatøkonomi.
- Kræver at der udarbejdes et selvstændigt virksomhedsregnskab, der lever op til kravene i Bogføringsloven.
- Ønsker ejeren at træde ud af ordningen, kan det koste dyrt. Der skal nemlig betales restskat af det opsparede overskud i virksomheden.
Hvornår skal man vælge virksomhedsordningen?
Som tommelfingerregel skal du vælge virksomhedsordningen, hvis;
- Renteudgifterne i din virksomhed er større end kapitalafkastet – Kapitalafkastsatsen er 0 %.
- Du betaler topskat – Topskattegrænsen for 2023 ligger på 568.900 kr. (årlig indtjening).
- Du ønsker at opspare kapital i virksomheden og derved betale lavere skat – Selskabsskatten er på 22 %.
Inden du træffer dit endelige valg, bør du altid rådføre dig med en professionel skatterådgiver eller revisor. En revisor kan regne på tallene i din privatøkonomi og virksomhed. Så er du sikker på, at du opnår en korrekt og optimal løsning i overensstemmelse med netop dit behov.
Brug for hjælp?
Hvis du er i tvivl eller har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Dokument24. Vi står til rådighed for at hjælpe dig. Skriv på chatten, send en e-mail til info@dokument24.dk eller ring på tlf. 53701030.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor meget skal jeg betale i skat i enkeltmandsvirksomhed?
Som udgangspunkt skal du i en enkeltmandsvirksomhed betale skat efter personskatteloven. I enkeltmandsvirksomheder skelnes ikke mellem ejerens privatøkonomi og virksomhedens økonomi. Overskud i virksomheden betragtes som personlig indkomst. Enkeltmandsvirksomheder kan også vælge at blive beskattet efter enten kapitalafkastordningen eller virksomhedsordningen.
Læs mere om kapitalafkastordningen her.
Hvornår skal man betale skat af B-indkomst?
Når du har anden fast indtjening ud over din primære indtægt, bør du hver måned (undtagen juni og december) betale skat af B-indkomsten. B-indkomst er den indkomst, hvoraf der ikke er trukket skat og AM-bidrag automatisk. B-skatten bliver altid opdelt i 10 rater/måneder i løbet af året.