Fuld guide til tvangsarv

Her i artiklen kan du læse hvem, som er tvangsarvinger, og hvordan fordeles tvangsarven mellem dem? Læs med her.

  1. Hvad er tvangsarv?
  2. Hvem er mine tvangsarvinger?
  3. Hvor meget er tvangsarv?
  4. Tvangsarvs uskiftet bo

Hvad er tvangsarv?

Tvangsarv er betegnelsen for 25 % af din arv, der som minimum skal gå til dine tvangsarvinger. Ifølge arveloven er ægtefæller og børn tvangsarvinger. Din ægtefælle skal have 50 % af tvangsarven, mens dine børn skal dele de resterende 50 %.

Tvangsarv | 0 - 25 % er Tvangsarv efter dig!

Se video

Hvorfor findes tvangsarv?

Nogle gange kan det måske være fristende at true med at gøre dine børn arveløse. Men på grund af tvangsarv er det ikke muligt. Med tvangsarv beskytter vi "de svageste" i samfundet - børn i dette tilfælde.

Tvangsarven sikrer dermed, at forældre ikke blot kan afskrive deres forpligtelser ved for eksempel at undlade at videregive deres arv.

Undgå arveproblemer - Skriv Testamente!

Svar på 12-15 spørgsmål

Få straks dokumentet på mail

Skriv Testamentet under

Hvem er mine tvangsarvinger?

Dine tvangsarvinger vil altid være:

  • Din ægtefælle får 25 % af arven, hvis du ikke har børn. Ellers vil det være halvdelen, altså 12,5 %.
  • Dine børn får 25 % af arven efter dig, hvis du ikke er gift. Ellers vil det være den anden halvdel, altså 12,5 %.
  • Hvis du hverken har ægtefælle eller børn, har du ingen tvangsarvinger.
Tvangsarvinger er børn og ægtefælle

Ægtefælle

Din ægtefælle er din tvangsarving. Hvis du er gift og ikke har børn, vil din ægtefælle få hele tvangsarven. Det vil sige 25 % af arven efter dig.

Børn

Børn er også tvangsarvinger. Hvis du har børn, men ikke er gift, får dine børn hele tvangsarven til deling mellem sig. Tvangsarven vil altid være 25 % i alt.

Hvis et af dine børn er gået bort, indtræder børnenes børn (din børnebørn) som tvangsarvinger i dine børns sted. Dette skyldes loven om arverækkefølge og arveklasser.

Både ægtefælle og børn

Hvis du har både ægtefælle og børn, vil de samlet set få 25 % af din arv udbetalt. Tvangsarven fordeles lige mellem din ægtefælle og dine børn således:

  • Din ægtefælle får 12,5 % af din arv.
  • Dine børn skal dele 12,5 % af din arv.

Tvangsarv deles mellem ægtefælle og børn med 12,5 % til hver

Uanset hvor mange børn du har, skal børnene dele deres andel af tvangsarven. Hvis du for eksempel har 5 børn og er gift, får hvert barn 12,5 % delt med 5 = 2,5 %.

Særbørn

Særbørn er betegnelsen for børn uden for ægteskabet. Hvis du for eksempel har en datter fra et tidligere forhold, er hun dit særbarn og derfor din tvangsarving. Hun vil dog ikke være din ægtefælles tvangsarving.

Det er udelukkende biologiske eller adopterede børn, der er tvangsarvinger. Biologiske og adopterede børn indgår som arvinger på lige vilkår med hinanden.

Samlever

Samlevende er ikke tvangsarvinger. I har ingen arvemæssige relationer til hinanden, uanset om I har boet sammen i mere end 2 år eller har børn sammen. Den eneste måde samlevende kan arve efter hinanden, er ved at oprette et udvidet samlevertestamente.

Hvor meget er tvangsarv?

Tvangsarv er altid 25 % af din arv til din ægtefælle og/eller børn. Tvangsarven er altid en procentsats af din formue, men kan dog mindskes til 1 million kroner anno indeks 2008 pr. tvangsarving, hvis din formue er særlig stor. Beløbet indeksreguleres årligt.

Fordelingen i de forskellige konstellationer ser således ud:

Testamentet sikrer familien - Det tager 15 min.

Eksempel – ægtefælle uden børn:

Lad os antage, at du er gift og ikke har nogen børn. Du og din ægtefælle har samlet set 1 million kroner, når alt er gjort op.

Hvis du går bort, vil tvangsarven til din ægtefælle udgøre 25 % af arven efter dig.

Arven efter dig er halvdelen af jeres fælles formue, altså 500.000 kroner. Din ægtefælle skal derfor have 125.000 kroner i tvangsarv.

Eksempel - børn og ingen ægtefælle

I dette eksempel er du ikke gift, men har to børn.

Du er samlevende med din kæreste gennem 15 år. Du efterlader dig 500.000 kroner. Det er det samme beløb, som i eksemplet ovenover.

Dine to børn er dine tvangsarvinger. De skal samlet set have 25 % af de 500.000 kroner til deling. De får derfor 125.000 kroner, som de skal dele. Det vil sige, at de hver ender med at få 62.500 kroner. Din samlever er ikke berettiget til noget jf. arveloven.

Eksempel – ægtefælle og børn

Hvis du både er gift og har børn, ville både ægtefælle og børn skulle have tvangsarv.

Du og din ægtefælle har samlet set 1 million kroner, da du går bort. Du efterlader dig altså 500.000 kroner i arv, da din ægtefælle ejer den anden halvdel af jeres formue.

Tvangsarven fordeles med halvdelen til din ægtefælle og halvdelen til deling mellem dine to børn. Det ser altså således ud:

  • Din ægtefælles skal have 62.500 kroner.
  • Dine børn skal have 62.500 kroner til deling. Det vil sige 31.250 kroner til hver.

Friarv

Friarv er den del af arven, som du selv kan disponere over. Du kan selv bestemme, om du vil donere din friarv til et velgørende formål eller give det hele til kun ét af dine børn.

Din procentuelle friarv ser således ud:

Friarv, når du har ægtefælle og/eller børn

Hvis du er gift og/eller har børn, har du tvangsarvinger. Disse skal altid have 25 % af din arv til deling. Når tvangsarven på 25 % er trukket fra, er den resterende del af arven friarv.

I den situation er 75 % af din arv friarv.

Friarv - hverken ægtefælle eller børn

Hvis du hverken har ægtefælle eller børn, har du heller ingen tvangsarvinger. Hele din arv er dermed friarv, og du kan frit disponere over, hvem arven skal gives til.

Vær opmærksom på, at du stadig har legale arvinger. Legale arvinger er arvinger, der får udbetalt arven efter dig, hvis du ikke har oprettet et testamente.

Du kan læse mere om, hvem dine legale arvinger er her.

Gøre arveløs eller begrænse arven?

Der kan være forskellige grunde til, at man ønsker at gøre et eller flere af sine børn arveløse. Men det er kun muligt at gøre et barn fuldkommen arveløst, hvis barnet selv frasiger sig arven efter dig.

Arveløs | Kan du gøre børn arveløse?

Se video

Hvis barnet ikke ønsker at arve efter dig, kan du bede barnet skrive under på et arveafkald. På den måde vil barnet aldrig komme til at arve efter dig.

Der er ikke andre muligheder for at gøre et barn arveløst. Det er 100 % op til barnet selv at træffe denne beslutning.

Vi kan hjælpe dig med at udarbejde et arveafkald.

Begrænse arv - testamente

Du kan sørge for, at et barn eller en ægtefælle ikke modtager mere end tvangsarven ved at oprette et testamente. Det skal fremgå klart og tydeligt, at arvingen er begrænset til at modtage sin tvangsarv. Beløbsstørrelsens begrænsning skal ligeledes fremgå tydeligt samt personens navn.

Juridisk kan du begrænse tvangsarven således i et testamente:

  • Min livsarving (barn), Jens Jensen, skal modtage sin til enhver tid gældende tvangsarv og ikke mere. Denne bestemmelse gør sig gældende til enhver tid gældende arvelov.
  • Hvis boet er så stort, at tvangsarven til Jens Jensen overstiger 1 million kroner (prisindeks 2008), skal tvangsarven begrænses jf. arvelovens § 5, stk. 2 til 1 million kroner. Hvis Jens Jensen er afgået ved døden, skal dennes livsarvingers arv begrænses til samlet 1 million kroner (prisindeks 2008). Beløbet pristalsreguleres årligt.

2008 er det år, hvor tvangsarvens maksimale beløb altid regnes ud fra, hvorfor dette årstal figurerer i teksten. Den begrænsede størrelse er i 2024 1.450.000 kroner.

Begrænse arv – kombinationssæreje

Hvis du ønsker at begrænse tvangsarven til dine børn endnu mere, har du også mulighed for at halvere tvangsarven til dine børn. Det gøres ved først at oprette en ægtepagt med kombinationssæreje og efterfølgende oprette et testamente.

Fælleseje

For at forstå, hvordan kombinationssærejet kan halvere tvangsarven, skal vi sammenligne særejet med fælleseje.

Når I er gift på normal vis, har I det, der hedder fælleseje. Alt, hvad du og din ægtefælle ejer, er fælles. I alle ovenstående eksempler er der taget udgangspunkt i fælleseje.

Når arven ved fælleseje gøres op, sker det på baggrund af hele jeres fælles formue.

Hvis I for eksempel ejer 1 million kroner tilsammen, vil arven efter dig være på 500.000 kroner. Det er af den formue, der skal udbetales tvangsarv.

Tvangsarven er altid 25 % af din formue. Din ægtefælle skal have den ene halvdel (12,5 %), mens dine børn skal have den anden (12,5 %).

Hvis du/I har børn, vil det se således ud:

Tvangsarvsfordeling – fælleseje, din formue 500.000 kroner.

  • Din ægtefælle får 12,5 % = 62.500 kroner.
  • Dine/jeres børn får 12,5 % = 62.500 kroner til deling.

Kombinationssæreje

Når der er oprettet en ægtepagt med kombinationssæreje i jeres ægteskab, er én af fordelene, at længstlevendes formue forbliver fuldstændigt særeje. Afdødes formue bliver til fælleseje. Lad os se på det med eksemplet, hvor I har 1 million kroner tilsammen.

I har oprettet et kombinationssæreje, hvor I hver især har fået 50 % af 1 million kroner. I har dermed 500.000 kroner hver i jeres særeje.

Lad os antage, at du går bort først.

Juridisk set vil der ske det, at din ægtefælles 500.000 kroner bliver til fuldstændigt særeje. Når det sker, skal din ægtefælles formue på 500.000 kroner ikke indgå i boet, og der skal derfor ikke udbetales tvangsarv af disse penge.

Din egen formue på 500.000 kroner bliver til fælleseje. Din ægtefælle ejer automatisk 50 % af jeres fælleseje, så din ægtefælle ejer altså 250.000 kroner af din formue.

Din formue er på denne måde minimeret til 250.000 kroner. Det er af denne formue, at der skal udbetales tvangsarv til dine/jeres børn. Uden kombinationssæreje ville din formue have været 500.000 kroner.

Tvangsarvsfordeling – kombinationssæreje - din formue 250.000 kroner

  • Din ægtefælle får 12,5 % = 31.250 kroner.
  • Dine/jeres børn får 12,5 % = 31.250 kroner til deling.

Når I benytter jer af kombinationssæreje, kan I reducere udbetaling af tvangsarv med 31.250 kroner.

Ovenstående kan være kompliceret at have med at gøre, hvis man ikke er ekspert i det. Du er altid meget velkommen til at kontakte os for gratis rådgivning, så du og din ægtefælle får mest ud af jeres formue.

Tvangsarv ved uskiftet bo

Længstlevende ægtefælle kan vente med at udbetale tvangsarv til børnene ved at sidde i uskiftet bo. Ægtefæller med fælles børn kan selv vælge, om de vil sidde i uskiftet bo. Er børnene ikke fælles, bestemmer børnene. Hvis de siger nej, skal de som minimum have udbetalt tvangsarv. 

Der kan være mange ulemper ved at sidde i uskiftet bo, så det er ikke altid den rette løsning. Ring eller skriv til os, så vil vi hjælpe Jer.

Tvangsarv uskiftet bo

Vi er gift og har børn fra tidligere forhold

Når I er gift og har børn fra tidligere forhold, så er det jeres børn, der bestemmer om, I må sidde i uskiftet bo. I kan ikke selv vælge. Det betyder også, at I kan være tvunget til at udbetale arven til børnene, hvis de ikke vil lade længstlevende sidde i uskiftet bo.

Vi er ikke gift

Samlevende er ikke berettighede til at arve efter hinanden, da de opfattes som to forskellige juridiske entiteter. Samlevende kan derfor heller ikke sidde i uskiftet bo efter hinanden.

Som samlevende, vil I altid skulle udbetale tvangsarv til børnene, når den ene af jer går bort. Det gælder, uanset om I har oprettet testamente, samejeoverenskomst eller andre juridiske dokumenter. Tvangsarv skal altid udbetales til børnene, når I er samlevende.

Ring eller skriv til os, så vil vi hjælpe

Der kan være mange ting at holde styr på, når du ønsker at optimere arven efter dig. Tvangsarv er et af de vigtige områder at optimere, og vi kan hjælpe dig med dette. Det er gratis at tale med os.

Start dit testamente i dag - For familiens skyld!